Hvorfor Malko?

Navnets oprindelse

Prøv at smag på navnet Malko. Umiddelbart et lidt særpræget navn, men der er faktisk en god grund til, at DR’s dirigentskole har fået navnet Malko. Dirigentskolen er opkaldt efter dirigenten Nikolai Malko, der har haft stor betydning for DR SymfoniOrkestret. Nikolai Malko var nemlig manden, der sørgede for, at DR SymfoniOrkestret gik fra at være et middelmådigt orkester til at være et internationalt anerkendt orkester.

Dengang det hele startede

Nikolai Malko dirigerede DR SymfoniOrkestret for første gang i 1930. På det tidspunkt havde orkestret fem år på bagen. Der var ikke mere end 28 musikere i ensemblet, og stemningen blandt musikerne var mere hyggelig end professionel, men det kom til at ændre sig under Malkos ledelse.

Den russiske dirigent og det danske orkester

Nikolai Malko blev født i Ukraine i 1883 og var uddannet fra konservatoriet i Sankt Petersborg. Han var præget af den russiske skole og lagde vægt på præcision og disciplin i sit arbejde. Måske netop på grund af forskellighederne kom samarbejdet mellem Malko og DR SymfoniOrkestret til at fungere godt.

Malko Konkurrencen og Malko Dirigentskolen

Nikolai Malko døde i 1961. For at ære ham lancerede DR SymfoniOrkestret fire år senere Malko Konkurrencen; en konkurrence for unge dirigenter. I 2016 præsenterer DR så Malko Dirigentskolen, der også er opkaldt efter Nikolai Malko. Med Malko-navnet kan man koble dirigentskolen til Malko Konkurrencen, og på den måde kommer der til at være en rød tråd i orkestrets pædagogiske arbejde for unge dirigenter.

Nikolai Malko (1883-1961)

Nikolai Malko (1883-1961)

Få nyheder direkte i indbakken

Hvis du vil være på forkant med tidspunkter for vores workshops, og modtage generel information om vores nyeste tiltag, kan du holde dig opdateret via vores nyhedsbrev.
Tilmeld dig her